Kantarelgyldenhed

Blade på cykelstien, som kantareller. Svampene, dem som minder om blomster. Knoglede og smukke. Blade; nedfaldne og gule. Jeg træder hårdt i pedalerne og himlen over mig blæser. Den blæser mig hjem foran min lampe og mit kalenderlys, der vidst aldrig når nummer et. Jeg drikker kaffe og afkoder en regning, der måske betyder, at jeg er god til at spare. God til at spare vand og varme og el og nu får jeg altså penge tilbage. Ellers forstår jeg ikke tal og så skal jeg betale lidt mere. Uanset hvad, ligger den nu på mit køkkenbord, med felterne stirrende op på loftet. Stumme felter fulde af forvirrende tal. Jeg var til grammatikprøve i dag og følte det gik okay. Måske jeg dumper, men jeg tror det ikke. Jeg drikker kaffe, som smager af kokos, og tager gyldne piller, indeholdende olie, der skal gøre mig friskere. Frisk som de fisk, olien kommer fra. Snart skal jeg læse om det Britiske imperium og snart skal jeg ud på min cykel igen, med min Beatles-playliste. Ud og cykle og hjem til dig. Udenfor mit vindue blæser himlen ikke længere, nu er den bare gylden. Gylden som nedfaldne kantereller, der ligger på cykelstien, og gylden som mit kalenderlys' flamme, der vidst aldrig når nummer et. I dag er det den andensidste dag af efterår, og jeg fletter fingre med min kaffekop og håber på en smuk solnedgang.